Træning

God muskelfunktion er vigtig både for behandling, forebyggelse og dit almene velvære. Vi tilbyder både individuel træning og holdtræning.

Holdtræning

Vi tilbyder holdtræning i små grupper på max. 6 deltagere. Vi tilpasser træningen til dig og din problemstilling, så uanset om du eksempelvis har hovedpine eller en diskusprolaps, vil det være muligt for dig at deltage. Der er løbende optag på alle hold. Man tilmelder sig for en måned ad gangen. 

Træningstidspunkter for hold

Mandag: 15.00 – 16.00 Ryghold v/Rikke
Tirsdag:   7.30-8.30 Pilates v. Rikke og 15.30-16.30 psykomotorisk træning v. Hanne-Mette 
Onsdag:  15.00 – 16.00 Pilates v/Rikke
Torsdag:  8.00-9.00 og 15.00 – 16.00 Ryghold v/Louise
Fredag:    8.00 – 09.00 Ryghold v/Louise

Ryghold 

Der trænes med fokus på din vejrtrækning og dine muskler omkring bækkenet, da det er en forudsætning for at resten af kroppen er velfungerende og arbejder optimalt. Inden holdstart foretager vi en individuel undersøgelse, test af dine muskelfunktioner og en vurdering af hvilket hold, der passer bedst til dig. 

Pilates 

Pilates træning er et træningskoncept, som blev udviklet i 1900-tallet af Joseph Pilates. Det er en træningsform, som både gør dig stærkere og smidigere. Øvelserne fokuserer på at styrke kernemuskulaturen, så man lærer at bruge kroppens eget muskelkorset. Der er fokus på fleksibilitet og præcision under træningen. Vejrtrækningen er styrende for udførelsen af de enkelte øvelser og vægter derfor højt. Øvelserne koncentrerer sig om at styrke de muskler, som understøtter rygsøjlen både på forsiden og bagsiden. Det foregår derfor liggende på en måtte, men der laves også øvelser siddende og stående. Træningen giver øget kropsbevidsthed og indre balance.

Psykomotorisk træning  

Fra uro til overskud – lær kropslige strategier til ro, mestring og balance. 

Undervisningen har fokus på træning i kropslige færdigheder som støtte til mestring af hverdagens udfordringer. Gennem psykomotoriske øvelser aktiveres ressourcer, evner til selvregulering og nye handlemuligheder. Vi arbejder med øvelser i liggende/siddende/stående stilling og i bevægelse samt kropsarbejde med spændingsmønstre, åndedræt, kropsholdning, træning i kropslig opmærksomhed m.m. Du lærer, hvordan du kan trække den kropslige læring fra bevægelsesrummet med dig ud i din konkrete hverdag. 

Individuel træning

Vi laver individuelle træningsprogrammer med udgangspunkt i din situation. Du får en individuel undersøgelse og test af dine muskelfunktioner. Det gør det muligt at lave et specifikt tilpasset træningsprogram, som vi guider dig igennem, for at give de bedst mulige resultater. Vi arbejder ofte med z-health træningssystemet. 

Z-Health træningssystem

Z-Health er et træningssystem, hvor kroppen opfattes som et samlet hele, og hvor alle dele påvirker hinanden. Z-Health er bygger på tre forskellige elementer, der alle er styret af nervesystemet:

Vision (synet)
Vestibulære system (balance mm.)
Proprioceptive system (rumfornemmelse )

Nervesystemet vurderer hele tiden, i hvor høj grad dine bevægelser og omgivelser er gode for dig. Denne vurdering sker ud fra de input, de tre systemer giver dig. Hvis inputtet er mangelfuldt, eller hvis der er mismatch mellem, hvad sanserne fortæller hjernen, vil nervesystemets beskyttelsesmekanisme resultere i fx nedsat bevægelighed og koordination, styrke, smerte, træthed, svimmelhed mm.

Igennem tests finder vi frem til hvilke øvelser, der er relevante til netop dit problem. Vi har fokus på aktiv ledmobilisering gennem øvelser, for at skabe fuld motorisk kontrol og bevægelighed i alle kroppens led. Der er en høj koncentration af nerveender omkring leddene, som giver direkte besked til nervesystemet. Derfor arbejder vi ofte med led før muskler.

Træningen er således baseret på hjemmeøvelser, så du selv får et ansvar for, men samtidig hjælp og redskaber til at deltage aktivt i processen – at få det bedre.

Z-Health er relevant for dig, hvis du har tilbagevendende eller kroniske smerter, et gammelt eller nyt hovedtraume, har været igennem én eller flere operationer. Hvis du generelt bevæger dig for lidt og samtidig oplever smerter, eller hvis du ønsker at optimere din præstationsevne inden for netop din sportsgren.

God muskelfunktion er vigtig både for behandling, forebyggelse og dit almene velvære. Vi tilbyder både individuel træning og holdtræning.